5 hurtige og lette tips til at hastighedsoptimere din WordPress hjemmeside

webdesigner
Af: Mette Gier Larsen

En langsom load tid på din hjemmeside virker måske som et mindre problem, men det er faktisk ikke uden betydning for din hjemmeside.

Det tager i gennemsnit dine besøgende 3-4 sekunder, at beslutte sig for om de vil blive på din hjemmeside. Hvis din hjemmeside er for langsom, har du altså allerede tabt de besøgende inden de når at se din hjemmeside. En langsom hjemmeside kan også påvirke brugeroplevelsen og dermed kundetilfredsheden. Har kunderne en dårlig oplevelse på din hjemmeside eller webshop, fordi den er for langsom, så går de højst sandsynligt til dine konkurrenter i stedet for. Det betyder altså, at det er ligegyldigt hvor flot og funktionel din hjemmeside ellers er, hvis dine besøgende mister tålmodigheden undervejs.

En langsom hjemmeside kan også påvirke din SEO score negativt og dermed også din placering i Googles søgeresultater. Hastighed er nemlig en af de mange faktorer, Google rangerer din hjemmeside ud fra. En dårlig placering i Googles søgeresultater kan føre til færre besøgende på din hjemmeside og det kan få betydning for din omsætning. Det er altså ikke helt dumt, at bruge lidt tid og energi på at hastighedsoptimere din WordPress hjemmeside.

Sådan tjekker du hastigheden på din hjemmeside

Jeg ser ofte mange hjemmesideejere, som ikke oplever at deres hjemmeside er specielt langsom, når de tilgår den fra deres egen computer. Det er en kæmpe fejl! I dag gemmer de fleste internet browsere, som eksempelvis Chrome, nemlig de hjemmesider du besøger i cachen. Så snart du begynder, at skrive URL adressen på din hjemmeside, forhåndshenter browseren automatisk indholdet og din hjemmeside loader derfor lynhurtigt i forhold til, hvad den ville gøre i en helt ny internet browser. Derfor anbefaler jeg altid, at du kører en hastighedstest på din hjemmeside. Der findes et hav af online værktøjer, som eksempelvis GTMetrix, som du kan bruge til at teste din hjemmesides hastighed.

5 tips til at hastighedsoptimere din WordPress hjemmeside

Der kan være mange forskellige grunde til, at din WordPress hjemmeside er langsom. Her kommer jeg med 5 hurtige og lette råd, der kan gøre din WordPress hjemmeside hurtigere.

Optimer og ryd op i dine billeder

Først og fremmest er det en god idé, at rydde op i de billeder der er uploadet på din WordPress installation. Har du en masse billeder liggende, som du ikke længere bruger, så slet dem! Selvom de ikke bliver anvendt på selve hjemmesiden, så optager de altså stadig plads på WordPress installationen og det kan påvirke din hastigehed.

Når du har slettet alle de billeder du ikke længere anvender, skal du sikre dig, at de billeder du anvender er optimerede til web. Faktisk er ikke-optimerede billeder, en af de største syndere, når det kommer til dårlige load tider.

Inden du uploader billederne til din WordPress hjemmeside, er det en god idé, at bruge et billederedigeringsprogram til at optimere størrelsen på billederne. Jeg anvender altid selv Photoshop, der findes dog flere gode og gratis løsninger du kan anvende, herunder Paint. Når du uploader billeder direkte fra dit kamera eller din mobil til computeren er filstørrelserne ofte unødvendigt store. Tager man eksempelvis et billede på en iPhone X, så er billedet 4032 pixels i bredden og 3032 pixels i højden. Hvis vi kigger på statistikkerne for skærmopløsninger over hele verden, så kan vi se, at en maksimal billedbredde på 1920 pixels kan fylde hele skærmbredden for ca. 70% af alle desktop brugere. Du kan dermed sagtens ændre størrelsen på de billeder du skal anvende på din hjemmeside, så de stemmer overens med den størrelse der skal vises i på hjemmesiden.

Når du har optimeret dine billeder i størrelsen, er det også en god idé, at kigge lidt på hvilket filformat de skal gemmes i. Jeg gemmer altid mine billeder til web i JPG eller PNG-format. PNG-format anvender jeg kun til billeder med transparent baggrund og resten af billederne gemmer jeg i JPG-format i høj kvalitet.

Når du har optimeret og gemt billederne via redigeringsværktøjet, kan du faktisk optimere dem yderligere. På WordPress kan du installere pluginnet “TinyPNG”, hvorigennem alle de billeder du uploader til hjemmesiden efterfølgende automatisk optimeres, så de fylder mindre. Du kan også optimere billederne manuelt på TinyPNGs hjemmeside, for at holde antallet af installerede plugins på et minimum.

Hvis du følger disse simple steps med dine billeder, kan du altså gøre din hjemmeside betydeligt hurtigere uden, at det går ud over designet og funktionaliteten.

Ryd op i installerede temaer

Næste step er meget lige til – alt du skal gøre her, er at slette de temaer du har installeret på din WordPress installation, som du ikke bruger. Dette er af samme årsag som med billederne, for selvom du ikke anvender temaerne på din hjemmeside, så fylder de altså stadig på din WordPress installation og det kan have betydning for hastigheden på din hjemmeside.

For at slette temaerne, skal du gå ind under “Udseende” > Temaer. Herefter kan du klikke på temaerne og slette dem enkeltvis.

Slet alle unødvendige plugins

Jeg ser ofte mange hjemmesideejere, som har et hav af forskellige plugins installeret og ofte er mange af dem ikke engang aktive. Alle installerede plugins fylder på din WordPress installation og dårligt kodede plugins, kan påvirke hastigheden på din hjemmeside voldsomt. Jeg opfordrer derfor altid til, at du har installeret så få plugins som muligt.

At have unødvendige plugins installeret, går ikke kun udover hastigheden – det kan faktisk også gå ud over sikkerheden. Det er ikke fordi de enkelte plugins er usikre, men fordi flere plugins giver hackere flere indgange. Det er derfor en rigtig god idé, at lave en gennemgang af alle installerede plugins og derefter slette alle de unødvendige.

Gør din WordPress hjemmeside hurtigere med et cache plugin

Et cache plugin kan gøre din WordPress hjemmeside betydeligt hurtigere. Det et cache plugin gør er, at den gemmer en udgave af de filer som udgør din WordPress hjemmeside, så den kan loade hjemmesiden hurtigere, fordi den ikke skal hente alle filerne på ny. Herudover har de fleste cache plugins i dag også ekstra funktioner, som “minifying CSS, Javascript og HTML”. Dette betyder at koden på din hjemmeside fylder mindre, så hjemmesiden bliver hurtigere.

Der findes masser af gode muligheder når det kommer til cache plugins og oftest er det en smagssag. Jeg anvender typisk WP super cache eller W3 total cache. På hvert plugin er der en masse forskellige features, som kan indstilles på mange forskellige måder. Der findes ikke en fast opskrift for opsætningen af et cache plugin, da dette er individuelt for hver enkel hjemmeside. Det kan derfor være en god idé, at teste forskellige indstillinger og se hvad der fungerer bedst.

Gør din WordPress hjemmeside hurtigere med det rette webhotel

Din hjemmesides hastighed påvirkes ikke kun af indholdet på din WordPress installation, men i høj grad også af hvilket webhotel du anvender. Der er stor forskel på de forskellige webhoteller, både i forhold til servernes performance, som CPU og RAM, der i høj grad kan påvirke hastigheden på din hjemmeside. Herudover er det også vigtigt, at du vælger et Webhotel med en serverplacering, som stemmer overens med dine kunder geografiske placering. Har du flest kunder fra Danmark af, så giver det altså ikke mening at din server er placeret i USA.

At vælge et ordentligt webhotel, er derfor en let og hurtig måde, at forbedre hastigheden på din hjemmeside!

Du kunne måske også være interesseret i

søgeordsanalyse guide

Guide til søgeordsanalyse

Værd at vide om søgeord Har du svært ved at gennemskue hvilke strategiske søgeord du skal bruge på din hjemmeside for, at imødekomme både læseren

Læs artikel